- Hvad er de mest populære efterisoleringer?
Hulmure og lofter. Det er her, de store besparelser ligger, og investeringen er tjent ind på meget kort tid. Forbedrer man loftisoleringen fra 100 til 300 millimeter i et hus på 140 kvadratmeter, bliver den årlige varmeregning omkring 3.000 kr. lavere. Investerer man 10.000 kr. på hulmursisolering, er de tjent ind på varmeregningen allerede efter to år.
Vi oplever tit, at folk simpelthen ikke tror på, at det går så stærkt!
- Hvorfor er det en god ide at efterisolere?
Især på grund af de stigende energipriser. Når du efterisolerer, mærker du effekten lige med det samme på varmeregningen. Den isolering, du laver nu, har samme isoleringsegenskaber i hele husets levetid. Derfor er efterisolering også en investering, som kan få stor værdi på længere sigt, hvis du vil omlægge dine lån eller måske sælge boligen. Og så er der de positive sideeffekter med et bedre indeklima. Samme dag, du isolerer, er der pludselig ikke længere kulde i nakke og ryg, når du sidder i sofaen.
Trækken forsvinder, og de uldne sutsko kan lægges på hylden. Komforten er en ekstra gevinst, som de færreste har tænkt på, men som har enorm betydning for det daglige liv og velvære.